麻豆社区

Af professor emeritus Frederik Harhoff, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Præsident Trump har flere gange meldt ud, at USA ønsker at ”overtage” Grønland – hovedsageligt af sikkerhedspolitiske grunde, hævder han, men også, fordi USA vil sikre sig adgang til Grønlands mi-neralske ressourcer. Og så ligger det i kortene, at Trump gerne vil være den præsident, der formår at udvide USA’s territorium ved at gøre Grønland til en del af USA. (I samme åndedrag vil han forresten også gøre Canada til den 51. delstat i USA!)

Præsidentens seneste udmelding om Grønland er nu, at han vil tilbyde grønlænderne en ”økonomisk tryghed” mod at gøre Grønland selvstændigt og ved at garantere Grønlands militære sikkerhed. Umiddelbart lyder det selvmodsigende, for USA kan ikke på én og samme gang love selvstændighed for Grønland og samtidig overtage Grønland.

Præsident Trump mener nemlig, at Danmark ikke blot har svigtet sine forsvarsmæssige forpligtelser over for Grønland, men også sine politiske og økonomiske forpligtelser ved at misrøgte Grønlands sociale, uddannelsesmæssige og transportmæssige udvikling. Denne antagelse er delvist rigtig, idet regeringens løfter om at udbygge forsvaret af Grønland har ligget i dvale indtil nu, ligesom det heller ikke kan afvises, at Danmark i flere sammenhænge har forsømt at inkludere Grønland, samt at mange grønlændere gennem tiderne har følt sig mindreværdigt behandlet. Men det er selvsagt ikke nogen gyldig begrundelse for at ville overtage Grønland!

Til gengæld er det ikke rigtigt, at Danmark har modsat sig selvstændighed for Grønland; det har flere danske regeringer for længst accepteret.

Hjemmestyreordningen for Færøerne (1948) og selvstyreordningen for Grønland (2009) hviler på den forfatningsretlige sædvane, at de to oversøiske rigsdele uigenkaldeligt har overtaget den lovgivende og udøvende myndighed på alle lokale sagsområder, som de har overtaget fra Danmark, men at visse fælles områder som udenrigs- og forsvarspolitik fortsat ligger hos rigsmyndighederne, i hvert fald ind-til videre. Det ligger desuden fast, at Færøerne og Grønland også kan overtage den dømmende myn-dighed, hvis de ønsker det, men dette er endnu ikke sket, og Højesteret er derfor stadig den øverste retslige myndighed i riget.

Ifølge både hjemmestyre- og selvstyreloven kan Færøerne og Grønland – med Danmarks tilslutning – opnå medlemskab af internationale organisationer i eget navn; fx er begge lande selvstændige med-lemmer af NAMMCO (Hvalfangstkommissionen), og Færøerne ønsker desuden medlemskab af FN’s World Trade Organisation, WTO. Dette bestrides dog af Danmark, fordi der kun kan være ét medlem fra rigsfællesskabet i WTO. Men Færøerne kan måske associeres til WTO?

Flere danske politikere har udtalt, at § 21 i den grønlandske selvstyrelov fra 2009 om Grønlands ret til selv at træffe afgørelse om Grønlands selvstændighed er grundlovsstridig, fordi den burde have været gennemført ved en grundlovsændring!

Dette synspunkt er efter min vurdering fejlagtigt, fordi det overser betydningen af den netop omtalte forfatningsretlige sædvane, der er skabt gennem hjemmestyre- og selvstyreordningerne. Danmark hverken kan eller vil tvinge de to oversøiske rigsdele til at forblive i rigsfællesskabet, hvis de ikke øn-sker det, og hertil er en grundlovsændring unødvendig. Tilbage står imidlertid, at det fortsat er helt uklart, hvad ”selvstændighed” betyder for grønlænderne?

Det vil være utopisk at tro, at Grønland – på nuværende tidspunkt – kan opnå fuld folkeretlig suveræ-nitet og indtræde i det internationale samfund som en ny selvstændig stat med eget medlemskab af FN; dertil er den grønlandske befolkning og økonomi for lille i forhold til landets størrelse og strategi-ske beliggenhed.

Af samme grund drøftes nu – som et folkeretligt alternativ – en associeringsordning med et andet land (Danmark, USA eller Canada?), der vil påtage sig forsvaret af Grønland og de økonomiske forpligtel-ser til landets fortsatte udvikling. Der eksisterer dog ingen fast definition af sådanne associeringsord-ninger, der kan variere fra en total overladelse af næsten alle opgaver til det andet land til blot en over-ladelse af forsvarsområdet samt økonomiske tilskud. På mange måder ligner Grønlands eksi¬

 Præsident Trump har flere gange meldt ud, at USA ønsker at ”overtage” Grønland – hovedsageligt af sikkerhedspolitiske grunde, hævder han, men også, fordi USA vil sikre sig adgang til Grønlands mineralske ressourcer. Og så ligger det i kortene, at Trump gerne vil være den præsident, der formår at udvide USA’s territorium ved at gøre Grønland til en del af USA. (I samme åndedrag vil han forresten også gøre Canada til den 51. delstat i USA!)

Præsidentens seneste udmelding om Grønland er nu, at han vil tilbyde grønlænderne en ”økonomisk tryghed” mod at gøre Grønland selvstændigt og ved at garantere Grønlands militære sikkerhed. Umiddelbart lyder det selvmodsigende, for USA kan ikke på én og samme gang love selvstændighed for Grønland og samtidig overtage Grønland.

Præsident Trump mener nemlig, at Danmark ikke blot har svigtet sine forsvarsmæssige forpligtelser over for Grønland, men også sine politiske og økonomiske forpligtelser ved at misrøgte Grønlands sociale, uddannelsesmæssige og transportmæssige udvikling. Denne antagelse er delvist rigtig, idet regeringens løfter om at udbygge forsvaret af Grønland har ligget i dvale indtil nu, ligesom det heller ikke kan afvises, at Danmark i flere sammenhænge har forsømt at inkludere Grønland, samt at mange grønlændere gennem tiderne har følt sig mindreværdigt behandlet. Men det er selvsagt ikke nogen gyldig begrundelse for at ville overtage Grønland!

Til gengæld er det ikke rigtigt, at Danmark har modsat sig selvstændighed for Grønland; det har flere danske regeringer for længst accepteret.

Hjemmestyreordningen for Færøerne (1948) og selvstyreordningen for Grønland (2009) hviler på den forfatningsretlige sædvane, at de to oversøiske rigsdele uigenkaldeligt har overtaget den lovgivende og udøvende myndighed på alle lokale sagsområder, som de har overtaget fra Danmark, men at visse fælles områder som udenrigs- og forsvarspolitik fortsat ligger hos rigsmyndighederne, i hvert fald indtil videre. Det ligger desuden fast, at Færøerne og Grønland også kan overtage den dømmende myndighed, hvis de ønsker det, men dette er endnu ikke sket, og Højesteret er derfor stadig den øverste retslige myndighed i riget.

Ifølge både hjemmestyre- og selvstyreloven kan Færøerne og Grønland – med Danmarks tilslutning – opnå medlemskab af internationale organisationer i eget navn; fx er begge lande selvstændige medlemmer af NAMMCO (Hvalfangstkommissionen), og Færøerne ønsker desuden medlemskab af FN’s World Trade Organisation, WTO. Dette bestrides dog af Danmark, fordi der kun kan være ét medlem fra rigsfællesskabet i WTO. Men Færøerne kan måske associeres til WTO?

Flere danske politikere har udtalt, at § 21 i den grønlandske selvstyrelov fra 2009 om Grønlands ret til selv at træffe afgørelse om Grønlands selvstændighed er grundlovsstridig, fordi den burde have været gennemført ved en grundlovsændring!

Dette synspunkt er efter min vurdering fejlagtigt, fordi det overser betydningen af den netop omtalte forfatningsretlige sædvane, der er skabt gennem hjemmestyre- og selvstyreordningerne. Danmark hverken kan eller vil tvinge de to oversøiske rigsdele til at forblive i rigsfællesskabet, hvis de ikke ønsker det, og hertil er en grundlovsændring unødvendig. Tilbage står imidlertid, at det fortsat er helt uklart, hvad ”selvstændighed” betyder for grønlænderne?

Det vil være utopisk at tro, at Grønland – på nuværende tidspunkt – kan opnå fuld folkeretlig suverænitet og indtræde i det internationale samfund som en ny selvstændig stat med eget medlemskab af FN; dertil er den grønlandske befolkning og økonomi for lille i forhold til landets størrelse og strategiske beliggenhed.

Af samme grund drøftes nu – som et folkeretligt alternativ – en associeringsordning med et andet land (Danmark, USA eller Canada?), der vil påtage sig forsvaret af Grønland og de økonomiske forpligtelser til landets fortsatte udvikling. Der eksisterer dog ingen fast definition af sådanne associeringsordninger, der kan variere fra en total overladelse af næsten alle opgaver til det andet land til blot en overladelse af forsvarsområdet samt økonomiske tilskud.

På mange måder ligner Grønlands eksi颅ste颅rende selvstyreordning i rigsfællesskabet allerede en sådan associering med Danmark, og det er forventeligt, at Grønland og Danmark i fremtiden vil aftale overførsel af yderligere sagsområder til Grønland (fx veterinær- og finanstilsynet) – hvad der klart er lagt op til i den eksisterende selvstyreordning.

Spørgsmålet er derfor, om USA vil kunne tilbyde en bedre ordning end den, som Grønland har inden for rigsfællesskabet med den i selvstyreloven lovfæstede ret til at overtage og regulere egne sagsområder – og ikke mindst med fortsatte bloktilskud (p.t. på ca. 3,5 mia. kr. om året).

Der er naturligvis rigtigt, at forsvaret af Grønland i første omgang påhviler Danmark, men for USA er Grønland en langt vigtigere brik i det amerikanske forsvar, idet Grønland geografisk er placeret lige midt imellem USA og ærkefjenden Rusland, der besidder 51 % af den arktiske kystlinje. Netop derfor indgik Danmark og USA allerede i 1951 en forsvarsaftale, der giver USA ret til – gratis! – at anlægge et hvilket som helst militært forsvarsanlæg i Grønland (med den uudtalte ”forudsætning”, at der ikke må placeres atomvåben i Grønland!); aftalen blev senere bekræftet af de to lande som en del af NATO-samarbejdet (jf. ”Igalikoaftalen” fra 2004). Denne ret har USA imidlertid selv forsømt, og der er i dag kun én amerikansk base tilbage i Grønland, nemlig Thulebasen (Pituffik).

USA kan muligvis tilbyde en bedre ordning for Grønland end den eksisterende selvstyreordning med Danmark. Jeg tvivler dog på, at dette vil være i grønlændernes interesse, simpelthen fordi der i den amerikanske administration næppe vil være den samme lydhørhed over for den grønlandske befolknings særlige kulturelle og politiske interesser, som grønlænderne trods alt – på godt og ondt – har og har bevaret i rigsfællesskabet efter knap 300 års fælles historie. Det er næppe tilfældigt, at Alaskas inuitbefolkning kraftigt fraråder grønlænderne at gå ind på at blive underlagt USA!

Hverken Selvstyret i Grønland eller regeringen i Danmark vil acceptere USA’s annektering af Grønland. Hvis USA alligevel – i lyset af den mangel på respekt for folkeretlige regler, der tilsyneladende følger med ændringerne i den regelbaserede verdensorden – vil føle sig ”berettiget” til at overtage Grønland med militær magt, vil det ikke blot være i lodret modstrid med NATO-pagten og udløse et sammenbrud i NATO; det vil også medføre, at al kommunikation og administration i Grønland herefter vil foregå på amerikansk og efter amerikanske regler.

Det bliver ikke let.

Kronikken er bragt i Erhverv+ den 10. juli 2025.