麻豆社区

Annette Aagaard Thuesen og Kasper Friis Bavnbæk, Center for Landdistriktsforskning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet Esbjerg.

På landet skal man i højere grad kunne klare sig selv. Det er blevet en konsekvens af kommunesammenlægningerne i 2007, hvor afstanden til det lokale rådhus blev langt større. Heldigvis står der i mange landdistrikter ildsjæle parat til at starte friskoler, buskørsel, hjemmehjælp og energifællesskaber. Eller gør der? En ny spørgeskemaundersøgelse, som Center for Landdistriktsforskning netop har udført, viser, at det for borgerforeninger og lokalråd er blevet sværere at hverve frivillige, og det bør kommunalpolitikerne tage alvorligt.

For 18 år siden blev kommunernes antal reduceret fra 271 til 98. Antallet af kommunalpolitikere faldt samtidig fra 4600 til omkring 2500. Det er disse politikere og de nye aspiranter til posterne, som fokus er på frem til kommunalvalget den 18. november.

Kommunerne fik i forbindelse med kommunalreformen til opgave at sikre nærdemokratiet i de nye større kommuner. Det var en forståelig og relevant opfordring, da antallet af politikere i nogle kommuners geografi blev kraftigt reduceret. Fx gik området, som den nye Tønder Kommune dækker, fra at være repræsenteret af 96 til 31 politikere. Muligheden for at møde en politiker over køledisken i brugsen faldt markant.

Den nye kommunale virkelighed bød på eksperimenter med nærdemokratipolitikker. For fem år siden kom så også et krav til kommunerne om strategisk planlægning for levedygtige landsbyer. Både opfordringen om at ”brede demokratiet ud”, ”finde nye former for inddragelse” og ”planlægge strategisk for landsbyers levedygtighed” er blevet mødt med blandet reaktion i kommunerne. Nogle er meget ambitiøse, mens det andre steder behandles med mindre intensitet, end man kunne forvente.

Selvom sognekommunerne blev nedlagt så langt tilbage som 1970’erne, er sognegrænserne på en måde genopstået siden 2007. Det sker i kraft af en gradvis udlægning af opgaver til lokalområderne, der var sognekommuner frem til 1970’erne – og til deres civilsamfund. Jo længere væk fra kommunernes primære rådhus disse lokalområder/sogne ligger, i jo højere grad har de oplevet servicelukninger og oprettet deres egne kompenserende services siden 2007. Det fremgik af besvarelserne til et spørgeskema til alle lokalråd og borgerforeninger, som vi i 2020 udsendte fra Center for Landdistriktsforskning.

Nu i 2025 har vi i et nyt spørgeskema spurgt lokalråd og borgerforeninger om deres syn på frivilligt at kunne bidrage til en række store samfundsudfordringer, som er en del af den kommunalpolitiske virkelighed. Det drejer sig bl.a. om ulighed i sundhed og den grønne omstilling. Af de adspurgte er der henholdsvis 25 procent, der allerede er engageret i høj eller i meget høj grad indenfor sundhed, velvære og bevægelse, mens 31 procent svarer, at de i høj eller i meget høj grad er engageret i miljø, affald og klima. Mange angiver, at de er enige eller meget enige i, at de godt kan forestille sig at engagere sig mere i ulighed i sundhed (51 procent) og den grønne omstilling og miljø (49 procent).

Vi har stillet spørgsmålene, fordi vi oplever, at frivillige bliver italesat af politikerne som en del af løsningen på mange af de udfordringer, som samfundet og særligt landdistrikterne står over for. Men selvom VIVEs Frivillighedsundersøgelse 2024 konkluderede, at vi er blevet lidt flere blandt hele den danske befolkning, der er frivillige siden 2004, er der ifølge deres tal ikke sket nogen udvikling i frivilligheden siden 2020.

Kan kommunerne derfor regne med, at man fikser samfundsudfordringer selv i lokalområderne, nu hvor kommunerne ligger ansvar ud og trækker sig tilbage?

I 2020 gjaldt det ifølge Center for Landdistriktsforsknings spørgeskemaresultater blandt lokalråd og borgerforeninger, at de som havde længst afstand til rådhuset havde nemmest ved at aktivere frivillige. Fem år senere er der stadig serviceudfordringer i landdistrikterne, men vores nye spørgeskemadata viser, at foreningerne længst væk fra kommunernes primære rådhus ikke længere har nemmere ved at aktivere lokalbefolkningen til frivilligt arbejde.

Den samlede andel, som oplever det som svært eller meget svært at skaffe frivillige til aktiviteter, er steget fra 38 procent i 2020 til 45 procent i 2025. Ligeledes er det blevet sværere at motivere kandidater til at indgå i bestyrelsesarbejdet. I 2020 var andelen 55 procent, mens det i 2025 er knap 60 procent af foreningerne, som oplever det som svært eller meget svært at hverve nye bestyrelsesmedlemmer.

At man ude på landet har nemmere ved at aktivere frivillige til det, som handler om landsbyernes udvikling, risikerer altså, hvad angår lokalråd og borgerforeninger, efterhånden at blive en myte. Det er derfor problematisk, hvis politikerne tager for givet, at der står frivillige klar til at løfte de opgaver, der indfinder sig med stigende styrke, særligt i de områder der ligger i udkanten af kommunen.

Der er brug for, at vi sætter fokus på de frivillige i landets lokalråd og borgerforeninger, og at der kontinuerligt arbejdes på samspillet mellem disse frivillige og kommunerne. Vejen frem for landdistriktsudviklingen går gennem udviklingen af produktive samspil mellem de synlige og usynlige aktører. Væk fra selvfølgeligheder og henimod struktureret samspil. Det er derfor (stadig) en opgave for de nye kommunalpolitikere, som en synlig institutionel aktør, at sikre vilkårene og det gode samspil med de mere usynlige frivillige aktører og processer, der eksisterer og finder sted i lokalsamfundene.

Kronikken er baseret på forskningsprojektet ”Fælles om Sundhed på Landet”. Læs mere om projektet på Center for Landdistriktsforsknings hjemmeside .