麻豆社区

Når beklædning bliver en del af forskningen

På Sandbjerg Gods står en gruppe ph.d.-studerende midt i en workshop. De taler om deres projekter, mens de bevæger sig rundt i rummet, afprøver positioner, materialer og roller.

De studerende deltager i at seminar, afholdt af Ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning. Seminaret handler om forskning som en emergerende proces, og professor Connie Svabo, stiftende leder af FNUG, har netop præsenteret en tilgang til forskning, hvor viden ikke blot bliver produceret gennem analyse og metode, men opstår i praksis: i situationer og gennem materialer.

Med afsæt i kuratorisk design af læring arbejder Connie Svabo med at iscenesætte forskningssituationer, hvor elementer som personaer, performance og beklædning indgår som metodiske greb. Her bliver beklædning en måde at forme perception, bevægelse og opmærksomhed på – og dermed også en måde at skabe viden på.

I hendes egen formulering fungerer beklædning som “mobile arkitekturer for oplevelse”, der medierer relationen mellem krop og miljø.

– Jeg arbejder med beklædning som et medierende lag i forskning – som et kuratorisk medie, der er med til at forme, hvordan viden opstår i konkrete situationer og forskningspraksisser, forklarer Connie Svabo og fortsætter:

– Beklædning kan indgå aktivt i forskningsprocesser, hvor man undersøger, hvem man er som forsker, og hvad man er ved at blive til. På den måde bliver beklædning en del af selve erkendelsesarbejdet og en aktiv del af, hvordan forskningen udfolder sig.

Når beklædning åbner for erkendelse

For mange af deltagerne på seminaret viser det sig at være en genkendelig tilgang, som de ikke er stødt på før som forskningsmetode.

Professor og medlem af Ph.d.-rådet, Nikolaj Elf, fortæller:

– Forskning er nærmest per definition emergerende, dvs. en tilblivelsesproces. Men det kan være svært at forstå, hvad det betyder konkret i praksis. Connie Svabos både originale og spændende oplæg viser, at dét at tage udgangspunkt i beklædning kan være en åbning til at forstå emergerende processer.

Han peger især på, hvordan de deltagende ph.d.-studerende straks kan spejle deres egne erfaringer i tilgangen:

– Flere har konkrete erfaringer med det, fx med at bruge en form for uniform i forskning. Andre har erfaring med at tage bestemte klæder på, når de skriver på deres afhandling. Så fokus på beklædning åbner altså op for forskerpersonaer og -identiteter og for materialer, der bliver veje til erkendelser, siger Nikolaj Elf.

Forskeren er aldrig neutral

Connie Svabos oplæg har rykket ved seminar-deltagernes måde at tænke og arbejde som forskere på, og åbnet deres øjne for, hvordan beklædning kan blive en aktiv del af deres forskning.

En af deltagerne, Pauline Fredskilde, ph.d.-studerende i teknologiforståelse i danskfaget på TECH, Aalborg Universitet, forklarer det sådan her:

– Jeg har fået enormt meget ud af Connies oplæg og tekster om performativitet, improvisation, det skizoide og monstrøse. Jeg er blevet inspireret til at tænke mere over min egen proces som emergerende forsker og er allerede begyndt at tænke fx monstrøs skrivning ind i min hverdag. De tekster, Connie har delt, er vildt gode og inspirerende, og Connies oplæg har gjort det hele endnu bedre og mere levende.

En anden deltager, Astrid Emilie Schrøder, adjunkt på læreruddannelsen, Roskilde, ekstern ph.d.-studerende på Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet, fortæller:

– Forståelsen af beklædning som noget, man kan tænke igennem – og ikke blot have på – åbner for en ny refleksion over min egen forskerposition. Min intuitive tiltrækning til en af de beklædningsgenstande, Connie har haft med, er blevet et konkret afsæt for at undersøge den loyalitetskonflikt, jeg sommetider oplever i mit ph.d.-arbejde: mellem på den ene side at forstå lærernes betingelser og på den anden side at sætte spørgsmålstegn ved deres praksis. Dragten giver mig mulighed for at tænke denne position på en ny måde.

I den forstand bliver forskeren aldrig neutral. Kroppen, materialerne og situationen er altid med til at forme, hvad der bliver muligt at erkende.

Det er også, hvad seminar-deltager Michelle Mari Sommer, ph.d.-studerende ved pædagogisk psykologi ARTS DPU, lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, giver udtryk for:

– Jeg kan i mine lydoptagelser og feltnoter se, at mit krops- og talesprog ændrer sig, afhængig af den beklædning, jeg bærer. Når jeg bærer sikkerhedssko og arbejdsbukser, kan jeg svare præcist og spørge konkret, og når jeg er iført min hvide blondeskjorte og mine højtaljede jeans, er jeg mere stille, eftertænksom og abstrakt, siger hun.
Fælles for de tre deltagere er, at oplægget har inspireret dem til at arbejde mere eksperimenterende og til at reflektere på nye måder over deres egen position som forskere.

Fra ph.d.-seminar til praksis: nye metodiske veje

Arbejdet med beklædning som forskningsgreb er i Connie Svabos forskningsmiljø en del af en bredere metodisk udvikling inden for praksisbaseret og kunstbaseret forskning.

Et aktuelt eksempel er Katrine Bergkvist Borchs ph.d.-projekt, hvor hun har udviklet tre forskerpersonaer, som bidrager med hver sin måde at forstå både teori og empiri på.De tre forskerpersonaer Biologididaktikeren, Ildbæreren og Wicked Scientist kommer frem forskellige steder, bærer specifikke beklædningsgenstande og har forskellige måder at forstå verden på. Det åbner for tre forskellige måder at forstå naturfagsundervisning i naturbaserede læringsmiljøer på.

Katrine Bergkvist Borch fortæller:

– De tre personaer er alle tre mig – men de er specifikke fremhandlinger af mig – specifikke sammenvævninger af mig, artefakter, landskaber og teknologier. Personaerne er ikke karakterer, og jeg spiller ikke skuespil. Personaerne er metodiske greb til at tænke med og til at generere og analysere empiri med.

– Helt konkret går Biologididaktikeren klædt i friluftstøj, støvler og rygsæk med unge mennesker på feltarbejde i naturen. Ildbæreren går med bare fødder, helst alene, og bærer en istidslandskabskappe eller en bølgekappe, som er designet til projektet. Wicked Scientist tager til konferencer, farver håret grønt og iklæder sig en re-designet laboratoriekittel, som på bagsiden er “wicked”. Kitlen symboliserer min baggrund som naturvidenskabeligt uddannet sat over for det sammensatte, fragmenterede og et brud med en positivistisk forståelse af viden og verden, siger Katrine. Læs mere om Katrine Bergkvist Borchs afhandling her.  

Beklædning indgår altså som et aktivt, metodisk greb i feltarbejdet. Her bruges forskerpersonaer og konkrete beklædningsformer ikke blot til at illustrere analyser, men til at skabe dem. Ved at træde ind i bestemte roller – kropsligt, sanseligt og materielt – åbnes der for andre måder at iagttage, deltage og stille spørgsmål på.
Det peger på et metodisk skifte: fra at forstå metode som noget, forskeren anvender på verden, til at se metode som noget, verden – og forskeren – bliver til igennem.

Netop derfor virker tilgangen. Når kroppen, materialet og situationen tænker med, opstår der adgang til erfaringer og erkendelser, som ikke kan nås gennem analyse alene. Beklædningen er ikke et supplement til forskningen – den er en del af den vidensskabende proces.

Når læring iscenesættes gennem materialer

Videoen herunder giver et indblik i Connie Svabos arbejde med kuratorisk design af læring, som hun eksemplificerer med optagelser fra Ecoliteracy Research Festival i august 2025. I filmen ser man fx, hvordan et dyrekostume med hale gør det muligt at bevæge sig, sanse og relatere sig til omgivelserne på nye måder.

Eksemplet fra Ecoliteracy Research Festival peger på kernen i kuratorisk design af læring:

Hvordan læring ikke kun foregår i hovedet, men i samspillet mellem krop, materialer og miljø.

– Ved at arbejde med beklædning retter vi opmærksomheden mod et kommunikationslag, som ofte bliver overset i vidensproduktion – nemlig hvordan det, vi har på kroppen, er med til at forme, hvordan vi oplever og deltager i et miljø, siger Connie Svabo.

Nye måder at forstå læring og viden

Arbejdet på FNUG peger på en grundlæggende udvidelse af, hvad forskning og læring kan være. Her er viden ikke kun noget, der findes i tekster og teorier. Den opstår i situationer:

• i kroppen
• i materialerne
• i relationen til omgivelserne

Det åbner for nye måder at arbejde med STEM-uddannelse på, hvor sansning, deltagelse og skabende processer bliver en integreret del af vidensproduktionen.

Når metode ikke længere forstås som noget, forskeren anvender udefra, men som noget der formes i samspil med krop, materialer og omgivelser, udfordres klassiske forestillinger om distance, objektivitet og kontrol. I stedet træder en mere situeret og deltagende forskerrolle frem.

Når vi tager tøj på – tager vi også en måde at vide på

Tilbage på seminaret på Sandbjerg er pointerne ikke til at tage fejl af.
Beklædning er ikke bare noget, vi har på. Det er noget, der er med til at forme, hvordan vi tænker, handler og forstår verden.

Og måske er det netop her, en ny form for forskning tager form:

Ikke kun som analyse – men som noget, der leves, sanses og bliver til.

– Jeg tænker på beklædning som en kropsnær form for arkitektur, siger Connie Svabo.

For deltagerne er det blevet tydeligt, at forskning ikke kun foregår ved skrivebordet eller i analysen bagefter. Den sker midt i situationen – i det, de gør, har på og bliver til undervejs.

En laboratoriekittel, en hovedbeklædning eller en hale er måske stadig bare beklædning.

Men i dette forskningsfelt er det også noget mere. Det er en måde at stille spørgsmål på.
En måde at være forsker på.
Og i stigende grad: en måde at skabe viden på.